lørdag den 23. april 2016

...tilrettelægge, gennemføre og evaluere pædagogiske aktiviteter i uderummet

Da der er vældig meget tidspres i min familie i øjeblikket har jeg hængt i bremsen i forhold til de pædagogiske aktiviteter... Pludselig dumpede en appelsin ned i min turban ( jeg burde ikke sige det - men jeg havde intet forberedt)
En rigtig dejlig forårsdag på jobbet efter en lang gåtur i skoven kom vi hjem og jeg skulle egentlig til at skrælle 4 kg. kartofler. Der var kun mig og 4 børn hjemme, min kollega var på cykeltur med resten og jeg vidste de ville komme sultne hjem. Derfor var det lidt en streg i regningen da en af børnene gerne ville have mig til at sidde udenfor imens han legede i haven. Jeg kom hurtigt til at tænke på min gamle farmor, der altid sad udenfor og skrællede kartofler om sommeren mens vi slængede os på græsplænen. For mig er det et af de bedste minder jeg har - det var SÅ hyggeligt at sidde der, sammen. Derfor hentede jeg kartoflerne og en balje og gik i gang med at skrælle. Kort efter var børnene rundt om mig og vi fik så mange gode snakke om, hvorfor der er jord på kartofler, hvorfor man ikke spiser jorden og en masse andet. Oven i købet var en lille dreng på 3 år inde i køkkenet for at finde en stor gryde. På et tidspunkt var han væk i længere tid og kom så ud med en kande med vand. Han har altså selv fundet kanden, sat en stol hen til håndvasken, kravlet op og fyldt vand i kanden!
Jeg har siden tænkt på episoden flere gange. Det, at se en voksen skrælle kartofler er ikke noget børnene oplever særlig ofte - vi har en køkkendame, der som regel laver mad imens børnene er i skole/børnehave. Det er der selvfølgelig en masse overvejelser og økonomiske fordele ved - men det kræver at pædagogerne bliver mere bevidste om at præsentere børnene for madlavning/natur/grøntsager o.s.v. I dette tilfælde havde jeg 4 børn hjemme - det var en passende flok, synes jeg. Hvis der er flere bliver der hurtigt fokus på at få lavet noget mad og få børnene spist af i en fart - som i en helt almindelig familie. Det var faktisk en stor oplevelse for mig  - at se, hvordan en (for mig) dagligdags ting, der bare SKAL gøres, pludselig forandres og skaber masser af intenst nærvær.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar